Annonceringen efter nye medarbejdere
Klik her for printervenlig
udgave
Ved at følge det første råd og grundigt formulere en jobbeskrivelse sikrer man at annonceringen tilpasses målgruppen og formuleres ud fra de kompetencer der er relevante for den pågældende stilling. Med udgangspunkt i disse oplysninger bliver både valg af målgruppe, formulering af stillingsopslag samt valg af annonceringsmedie meget nemmere.
Formulering af målgruppe
Når man skal annoncere efter nye medarbejdere, er det vigtigt at man er klar i sin formulering af målgruppe. Hvem er det vi gerne vil nå ud til med dette stillingsopslag? Når vi ud til dem vi gerne vil? Og kan vi være sikre på at vi ikke afskærer os fra nogen vi nødig vil afskære os fra? Det kan man kun vide ved at gøre op med sig selv hvilke kompetencer man gerne vil tiltrække, og hvor man evt. finder disse kompetencer.
Formulering af stillingsopslag
Når man formulerer sit stillingsopslag, er der flere ting man bør være opmærksom på således at man appellerer til alle dem man ønsker. Én særdeles vigtig ting i den forbindelse er at jobbeskrivelsen ikke indeholder kriterier som ikke er relevante for de opgaver der er forbundet med jobbet. Det er fx ikke i alle job nødvendigt at kunne tale flydende dansk.
Noget andet man kan benytte sig af i formuleringen af stillingsopslaget, er en bundtekst som den Personalestyrelsen kræver at alle statslige arbejdspladser bruger i deres stillingsopslag. Disse bundtekster, eller logans som de kaldes, opfordrer alle uanset køn, etnicitet eller religion til at søge stillingen. Formålet med en sådan bundtekst er at gøre opmærksom på at her ønskes mangfoldighed, og her tolereres diskrimination ikke.
Annoncering - hvor?
Når stillingsopslaget således er formuleret, tillige med forestillingen om målgruppen og dens vaner, bør man indkredse mulige ansøgeres måde at orientere sig om nye jobmuligheder. Fagspecialister orienterer sig typisk i fagblade og tidsskrifter. Ledere orienterer sig desuden i dagspressen. Timelønnede holder typisk øje med jobmuligheder i lokalbladene. Desuden orienterer stort set alle målgrupper sig efterhånden om jobmuligheder via Internettets mange portaler og søgemaskiner.
Selvom man i høj grad kan indsnævre ansøgerfeltet og målgruppen på denne vis, er det dog vigtigt at være opmærksom på at søgningen ikke bliver for snæver, men at man i videst muligt omfang annoncerer så bredt som muligt for at nå ud til flest mulige der måtte besidde de ønskede kompetencer.
|