Praktisk erfaring Samtale-eksempler Temaer Test dig selv! Kursus CV Index Om Jobsamtalen.dk Søg
 




Brug dit netværk

Klik her for en printervenlig version

Som allerede nævnt i forbindelse med hvor man skal finde jobbet, kan netværket spille en vigtig rolle i din jobsøgning. Fx har en undersøgelse af ansættelser i staten vist at omkring en fjerdedel af institutionerne bevidst bruger de ansattes netværk og anbefalinger i forbindelse med rekruttering (Thomsen & Huniche, 2000). 

Det er altså en rigtig god idé at benytte sig af sit netværk når man søger job - her får du lidt inspiration til hvordan du kan bruge dit netværk i jobsøgningen.
Vær opmærksom på at bruge dit netværk, for når dine venner og bekendte kender dine præcise jobønsker, er de en uvurderlig kilde til oplysninger om en del af de job du ikke ser i aviser m.v. Brug dem til at indhente oplysninger du ikke kan læse dig til. Dit netværk kan fx bestå af venner, familie, studiekammerater, sportskammerater, tidligere kolleger, gamle klassekammerater og lærere. Information om et kommende arbejdssted er ofte overraskende tæt på dig. Overvej om der er venner og bekendte, naboer eller familie der arbejder inden for det arbejdsområde du gerne vil arbejde med. 


Opbyg dit netværk
Du kan selv gøre en hel del for at opbygge dit netværk med henblik på at 'markedsføre' dig selv som person og som arbejdskraft. Du kan opbygge netværk ved for eksempel at gå aktivt ind i foreningsarbejde, deltage i bestyrelsesarbejde, melde dig ind i en interesseorganisation, gå på kurser eller dyrke sport. Det handler om at møde andre mennesker og skabe kontakter til forskellige personer der igen kender andre personer som selv har et fagligt og personligt netværk og så videre. Se herunder hvordan andre har brugt deres netværk i forbindelse med jobsøgning.


Hvordan gør alle andre?
...inden jeg kom til samtale, prøvede jeg at netværke lidt. Jeg fandt én som jeg kendte fra Bruxelles der havde arbejdet for Nationalbanken, og snakkede med ham. Og jeg fandt også én der havde arbejdet for Økonomiministeriet, og hørte ham lidt, og jeg hørte nogle af mine undervisere om de kendte nogle …. (Faisel Sethi, økonom)

...jeg bad nogle venner om, at hvis de så eller hørte noget, ville jeg meget gerne have et job. Og det var en af mine venner - han er faktisk færdiguddannet som ingeniør, men har ikke kunnet få job - der fortalte mig om jobbet fordi han selv arbejdede der. Og jeg har simpelthen bedt vennerne om at melde tilbage hvis de hører om noget. (Farid Dadkhar, farmakonom)

Jeg kender da en hel del i Odense som har fået job på Lindø Værftet fordi et af deres familiemedlemmer arbejdede på Lindø Værftet. Så har de derigennem fået kontakten, og jeg tror generelt at kontakter er meget vigtige. Det er klart en fordel...(Faisel Sethi, økonom)

Jeg søger jobbet hvis jeg gerne vil have det. Jeg venter ikke på at de annoncerer det i avisen, og selvom jeg kender til alle mulighederne på Internettet, har jeg alligevel afstået fra at bruge det. Jeg vil hellere søge selv. Hvis man skal nå ud til sådan én som mig, skal man nok have nydanskere ansat, for så hører jeg om det; jeg forventer ikke at høre om et nyt job fra en dansker. Det hører jeg mest om fra andre indvandrere. Ikke fordi danskerne har noget imod mig, men danskerne har altså en anden kultur, og man skal i højere grad selv knokle for at få jobbet, så vidt jeg har forstået det - og det er jo også godt nok og fair nok. (Farid Dadkhar, farmakonom)

I Danmark er netværket særdeles afgørende. Her taler man jo ikke om bestikkelse som man har så mange andre steder. I Danmark handler det om vennetjenester og de fleste jobs formidles mand til mand gennem netværket. Mit vigtigste råd til etniske minoriteter er at opfatte netværket som en vigtig del af det at blive integreret i Danmark. Hvis jeg tænker på min danske nabo, har han sit eget netværk og har ikke brug for mig; men det har jeg ikke, så jeg har brug for ham. Han kan tillade sig at vælge mig fra - det kan jeg jo ikke. Hvis jeg gerne vil have flere danskere i mit netværk, må jeg hele tiden vælge det til. (Anthony Sylvester, minoritetskonsulent) 

Kilder og henvisninger:


Copyright © Jobsamtalen.dk 2001-2006
Jobsamtalen.dk er drevet af Foreningen Nydansker og Institut for Menneskerettigheder.
BEMÆRK at Jobsamtalen.dk er optimeret til Microsoft Internet Explorer