Praktisk erfaring Samtale-eksempler Temaer Test dig selv! Kursus CV Index Om Jobsamtalen.dk Søg
 




Test bør anvendes som dialogværktøj


Klik her for printervenlig udgave

Test kan være - og er som regel - fantastisk gode til at finde ud af en hel del om den person man sidder overfor. Men det skal være en opdagelse som begge parter samarbejder om, og som opnås i dialog imellem de to parter. Ansøgeren besvarer nogle spørgsmål der giver ansætteren nogle fingerpeg om ham eller hende, men det er kun personen selv der kan af- eller bekræfte om tingene reelt forholder sig som testen viser. 

Den feedback der finder sted i den efterfølgende dialog, handler altså om at finde ud af om ansøger også er enig i testens udsagn. Dette finder man ud af ved sammen at gennemgå de vigtigste 'resultater'. Det kan fx gøres ved at ansætteren spørger: Jeg kan se her at du i testen har vurderet dig selv som meget struktureret i dit arbejde, er du enig i det? Hvis ansøgeren svarer ja, er det oplagt at ansætteren beder vedkommende om at give et eksempel på hvordan han eller hun er struktureret i sit arbejde. 

Der findes mange dårlige test på markedet, og derfor er det vigtigt at man er på vagt når man bruger især psykologiske test i forbindelse med jobsamtaler. Alt for mange laver psykologiske test uden at have den fornødne viden om hvilket psykologisk fundament testen bygger på. Sørg for at den test du bruger, er godkendt af de rette instanser, og det er vigtigt at du selv er certificeret i at bruge test.

Ifølge Karen Schultz der er forfatter til bogen Lederudvælgelse – kvalitet i praksis og teori, er der alt for mange test der hviler på enten et meget tyndt eller forældet teoretisk grundlag. Mange er end ikke i stand til at dokumentere at deres test bygger på et teoretisk grundlag, og er hverken tilpasset danske normer eller udviklet i takt med de erfaringer man gør sig med testen når den har været på markedet i noget tid.

 

I transportbranchen havde jeg fornemmelsen af at personprofilen fyldte utrolig meget, og det skal den ikke gøre. Og jeg synes det er forkert hvis det er testen der skal fortælle hvem jeg er; selvfølgelig kan man blive overrasket over at se hvor meget og hvor godt de kan ramme, men det er jo dig der skal have jobbet. (Hadi Mimun, afdelingsleder, Sonofon)


Copyright © Jobsamtalen.dk 2001-2006
Jobsamtalen.dk er drevet af Foreningen Nydansker og Institut for Menneskerettigheder.
BEMÆRK at Jobsamtalen.dk er optimeret til Microsoft Internet Explorer