Vær varsom over for førstehåndsindtryk
Klik her for
printervenlig udgave
Førstehåndsindtryk og fordomme kan være nogle af de værste barrierer i
jobsamtalen for etniske minoriteter. Vær derfor meget påpasselig når du sidder i situationen hvor du har etniske minoriteter til
samtale så du ikke falder i nogle af de fordoms-fælder som bl.a. medierne har været
med til at opbygge de seneste år.
Vi er som mennesker aldeles vante med at tolke hinandens kropssprog, og vi
forstår ofte signaler udsendt af andre, uden helt at kunne forklare hvad
det er vi tolker. Med vores kropssprog er vi i stand til at sende nogle meget
kraftige signaler som det så er op til andre at tolke. Det kan give problemer hvis vi ikke opfatter disse signaler
ens, og det er ofte tilfældet hvis parterne har forskellig kulturel baggrund.
Ofte
mangler man som den der ansætter evnen til at kigge bagom og reelt forstå det der bliver
sagt i jobsamtalen, og i stedet lader man fordomme og myter være afgørende for ens vurdering.
Dette kan man råde bod på med lidt interkulturel træning. Det betyder
ikke at
man skal på kursus i samtlige kulturer, men blot at det er vigtigt at
man får en vis basisviden der kan give en forståelse for andre kulturer og
andres forskellighed så
evnen til at aflæse
andre – og undgå egne fordomme – bliver større.
Et af de vigtigste aspekter ved kropssproget består i oplevelsen af match og
mismatch imellem det der siges, og det der signaleres med kropssproget. Oplever
man, eksempelvis i jobsamtalen, et mismatch mellem det man ser og opfatter via
andre signaler, fx det som ’modparten’ siger, vil det give utryghed. Som
rekrutteringsansvarlig bør man være sig denne utryghed bevidst og ikke lade
den være styrende for valg eller fravalg - for oplevelsen af mismatch siger
intet om kompetencer.
Mange
ansættelsesudvalg
er ganske enkelt ikke dygtige nok. De baserer deres vurderinger på lommepsykologi, sjette-sans, primitive studier af kropssprog og
for lidt kritisk granskning i deres vurdering af den enkelte ansøger. Det
resulterer let i alt for nemme konklusioner og særdeles unuancerede og
uheldige beslutninger.
Grunden
til at det er farligt at stole på sit
førstehåndsindtryk, er at førstehåndsindtrykket typisk går hånd i hånd med
fordomme
hvorved man 'tillader' sine fordomme, og derved giver man sine fordomme unødigt meget 'magt' i vurderingen
af ansøger, og det kan ingen af parterne være tjent med.
Så tag dig i agt
for førstehåndsindtrykket eller mismatch; de KAN være kompetencens værste fjende.
Erfaringer fra forskellige virksomheder og jobsøgere
”...jeg prøver at komme bag om førstehåndsindtrykket fordi der er så mange der bag et uheldigt førstehåndsindtryk, er helt vidunderlige mennesker.
Det skal man kunne formå som interviewer, at kunne åbne for personen, ellers lærer jeg dem jo ikke kende. Så jeg ser det som en måde hvorpå alle mennesker får en chance, så er det til gengæld op til dig om du griber chancen.”
(Eva Ollén, Proffice)
”...det med at man kan vurdere noget om en person på baggrund af et håndtryk, det synes jeg er temmelig overfladisk – og førstehåndsindtrykket får heller ikke lov til at spille den store
rolle. Folk vurderes også under informationsmødet som vi starter med, og som typisk varer omkring ½ time, men samtalen vægter klart højst, og så laver vi
en samlet vurdering til sidst.”
(Ruth Lassen, PostDanmark)
”..man må gerne have fordomme, man må bare ikke lade dem afspejle sig i ens
handlinger. Det er naturligt for os mennesker at have fordomme, men for nogle kan det ind imellem være svært at finde grænsen mellem holdning og handling. Det er vigtigt i et demokratisk samfund at man er
civiliserede; det er vigtigt at tænke på at vi som mennesker skal blive ved med at udvikle os – ellers
ville vi jo stadig rende rundt med køller og slå hinanden oven i hovedet med dem.”
(Anthony Sylvester, integrationskonsulent, SID)
”..Fordomme er bare generaliseringer hvor folk ikke gider at sætte sig ind i tingene, og det er for
nemt at få information et andet sted fra. Hvis de nu i stedet brugte lidt mere tid på at undersøge tingene, ville de måske forstå bedre, og
generalisere mindre, så de er måske for dovne, når de ikke gider at undersøge tingene.”
(Hadi Mimun, afdelingsleder, Sonofon)
|