|
Rekrutterer du mangfoldigt eller 'enfoldigt'?
Klik her for en
printervenlig udgave
Når man rekrutterer, er det vigtigt at man gør op med sig selv om man rekrutterer efter mangfoldighed eller 'enfoldighed'. Kun når man er bevidst om sin ubevidste rekrutteringsstrategi, har man mulighed for at ændre den. Når man arbejder med rekruttering af nye medarbejdere, er det altså vigtigt at man er opmærksom på denne tendens.
Hvis du gerne vil prøve at afdække om du har en tendens i denne retning - så kan du stille dig selv følgende spørgsmål:
- Har du inden for det sidste halve år ansat nogen der havde nogle grundlæggende holdninger du var uenig i?
- Har du inden for det sidste halve år ansat nogen der 'måske ikke lige var din kop te, men som var fantastisk god til det han lavede'?
- Har du inden for det sidste halve år oplevet at afvise ansøgere uden noget reelt sagligt grundlag, men mest fordi de var anderledes?
- Har du inden for det sidste halve år afvist en ansøger fordi han eller hun simpelthen ikke 'passede ind'?
Hvis du har svaret 'nej' på de to første spørgsmål og svaret 'ja' på de to følgende, betyder det at du i de givne omstændigheder og i netop de situationer har vurderet at det var vigtigere at den nye medarbejdere var ligesom os andre, måske på bekostning af nogle kompetencer som virksomheden kunne have haft stor gavn af. Mange rekrutteringsansvarlige vil have en tendens til at ansætte folk der ligner dem selv eller deres nærmeste medarbejdere mest muligt. Og selvom det er forståeligt, og ikke nødvendigvis noget der sker bevidst, er det ikke desto mindre noget man bør være opmærksom på.
Hvorfor reagerer vi som vi gør på det som er anderledes?
En af de primære grunde til at vi bliver ved med at rekruttere i vores eget spejlbillede, skyldes det fænomen der betegnes similarity-attraction. Ifølge similarity-attraction teorien er vore hjerner programmeret til at føle tryghed sammen med andre der ligner os selv, og føle utryghed ved folk der ikke ligner os selv. Denne 'evne' udspringer fra den del af vore hjerner der betegnes reptil-hjernen fordi det er den ældste del af vore hjerner, der hjalp vore forfædre med at klare sig fordi de var 'programmerede' til enten at løbe eller angribe dem de mødte der ikke lignede dem selv. Gjorde de ikke det, kunne de risikere døden.
Hvordan bliver jeg bedre til at rekruttere efter mangfoldighed?
Men måske er det ikke så vigtigt at man 'passer ind' - måske det kunne være interessant med lidt større forskellighed på kontorerne...
Den eneste måde man kan få større mangfoldighed, er ved at beslutte sig for det - og så begynde at rekruttere efter det. Lige så ubevidst man har været omkring det at rekruttere 'enfoldigt', lige så bevidst skal man være om at rekruttere efter mangfoldighed. Så det er bare at træffe en beslutning…
|